NÅR LIVET GØR ONDT......

Når livet i den grad kan kategoriseres som kaotisk, 
skal man huske, at man er i live.

At man stadig trækker vejret. 

Måske lidt hyperventilerende, men stadig ånder ind og ud.

Det lyder umiddelbart som en kliche. 

Som noget min egen mor ville kunne have sagt - og som jeg absolut ikke gad lytte til. 

Og som jeg nu samtidig tager mig selv i, at fortælle mine egne unger, mine papbørn og deres veninder og venner og alle dem der ellers gider lægge øre til......

Når livet begynder at bide fra sig og gør ondt at leve.

Når der skal træffes nogle valg, som man ved vil såre andre mennesker.

Når der træffes nogle valg for een, som man ikke er herre over.

Og de situationer kommer - nogle gange meget tideligt, andre gange højere oppe i livet.

Men fælles for alle mennesker er, at man ikke kan gå igennem livet, uden at det på et tidspunkt gør ondt.

De sidste 4 år af mit eget liv, har i den grad vist mig, at livet kan været barsk.

Så barsk at jeg på et tidspunkt tænkte, nu orker jeg ikke mere.

Hvis bare jeg lukker mine øjne, så vil alle problemer forsvinde.

Naivt, men sådan var det.

Fra at have kørt med 110 (måske nærmere 260) km i timen - stoppede mit liv brat op.

En skilsmisse hvor den største hovedingrediens var utroskab, var første "pitstop".

Mit første dyk ned i det store dybe sorte hul.

Jeg mistede i eet hug: min mand, min bedste kammerat, faderen til mine to børn, min sparringspartner og ikke mindst min tillid. En skilsmisse idag er jo næsten mere almindeligt end sjældent. Men når man står i det, føles det som jordens undergang og det er enormt svært at se fremad. 

Børnene udsættes allerede i dette stadig for deres første "livs-bid". 

Et "bid" der følger dem resten af deres dage- og som jeg nærmest vil påstå, at de helst er foruden, hvis de havde et valg.

Efter en omgang lykkepiller og psykolog hjælp, blev jeg hjulpet "op på hesten" igen. Livet gik videre, dog en anelse mere amputeret end tidligere. Og denne gang med en smerte og et ar i sjælen. Og ikke mindst med en mistet tillid, som jeg senere skulle finde ud af, ville blive enorm svær at etablere igen.

Jeg blev kampklædt til at kunne håndtere livets op og ned ture og blev beredt til flere fald.

Og de kom.

Nærmest som perler på en snor..

Men inden da, oplevede jeg kærligheden igen. 

En kærlighed som indbefatter, at jeg også fik titlen som papmor.

En tittel som kræver sit og som jeg til tider ikke finder helt let.

Men jeg er det og jeg kæmper for at være det.

I medgang og modgang:)

Så kom finanskrisen. Og når man som jeg var selvstændig erhvervs drivende - gjorde den i den grad ondt. Mistet omsætning. Mistet indtjening. MISTET HÅB????! Ubetalte regninger man forsøgte at splitte op. Varer der blev sendt tilbage. Telefonsamtaler hvor leverandørerne rykkede.... og oven i det hele sprang jeg mit korsbånd, som gjorde mig fraværende en tid. Samtidig gik det op for mig, at jeg var gravid! - og dette var i den grad ikke planlagt.

Det hele endte med, at jeg smed håndklædet i ringen. Jeg magtede ikke at skulle kæmpe en ulige kamp. Jeg erklærede mig selv personlig konkurs, med alt hvad det indbefatter. Og der står jeg!

Med et stort HUL. 

Min forretning var mit barn.

Min forretning var min base - min identitet.

Hvem var jeg nu?

Oven i købet - 3 måneder efter - var jeg så f... up, at jeg også mistede min kæreste, faderen til det sidste barn. Konflikterne hobede sig op. Konflikter der indbefattede alt imellem himmel og jord. Uenigheder om alt. Skænderier der nærmest blev søgt.

Og wupti boede jeg for mig selv- i et lejet hus.
Alenemor til 3 børn, der skulle afleveres to steder.!
Mit liv var for alvor i en stor krise, i et dybt og endnu mørkere hul.
Et hul som jeg også vidste, at jeg var alene om at komme ud og op af.

I dag er jeg så flyttet tilbage.

Fortrængning er et nyt ord i mit "livs forråd".
Og HÅB et endnu større.

Så når livet i den grad kan kategoriseres som kaotisk,
skal man huske at man stadig er i live:))).