Hvis man ikke kan, og i den grad ikke formår andet, så kan man i hvert tilfælde rakke andre ned, svine dem til og tale ondt/dårligt om dem.
Halleluja:)
Og hjertelig velkommen til Jantelovens rige (hvor mange medlemmer er der mon der??)Jeg har fået mig en anonym spam-kommentator. En
stalker, der i den grad er medlem af Jantelovens elskere. Det er SÅ skønt og super sjovt at få disse meget faglige kommentar, fra een som tror at han/hun kender mig.
Først vil jeg sige, at jeg er super skuffet over at blive kategoriseret som over 40 år - jeg er KUN 39 år og sikkert derfor at jeg ter mig som jeg gør (her følger min første undskyldning).
Fordi jeg er gået konkurs har jeg også følelser (undskyld).
Jeg kan også blive skuffet (undskyld igen).
Og som jeg skriver i min blog: bitterfisse af rang, kan jeg også blive som en 3 årige, der går på rød stue (sorry igen igen).
MEN det sjove er, at JEG godt kan se det. Derfor er der så meget selvironi i mine blogs, som jeg desværre ikke tror at du læser eller blot forstår.
Du har bare set dig pisse sur på mig og måden jeg lever på. Og hvorfor mon?
(Har jeg mon tisset på din sukkermad, "stjålet" din ex-kæreste, eller trådt på dig på andre måder?)
Jeg valgte IKKE at stikke hovedet i jorden, blot fordi jeg ikke kunne få mit hjertebarn (min forretning) til at køre - skulle jeg have gjort det? (sorry for det også).
Jeg tager min duty - et 3 års helvede - og rejser mig igen. Vi er mennesker skabt på 2 ben, beregnet til at stå og gå - hvorfor så synke sammen og ligge og klynke?
Jeg må beklage hvis mine blogs er stødende (sorry, undskyld mv) men du kan jo bare lade være med at læse dem. Den vises jo ikke åbenlyst i en avis, på tv, eller i et andet medie, hvor du ikke kan bladre forbi den, eller skifte kanal.... den ligger på min egen "hjemmeblogside" og skal derfor ledes efter.
Janteloven er og har aldrig været min gode ven.
Jeg ynder ikke at gå hånd-i-hånd med den - jeg vil hellers gå 10 skridt foran den.
Det betyder ikke, at jeg sætter mig selv op på en pedestal hvor jeg ikke høre hjemme. Jeg HAR begge ben solidt plantet på jorden - men jeg tror på det jeg kan og den som jeg er som person (uanset en personlig konkurs eller ej).
Og sådan opdrager jeg også mine 3 børn.
Er der ingen der tager nogle chancer i liver - ville det være gråt og trist.
Mit liv er farverigt - hvor sort også er en farve, der blot ikke får lov at fylde og styre alt for meget.
Lotte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar