USKREVNE REGLER ELLER TVANGSHANDLENDE RITUALER....

Om lidt er det Sct. Hans. En dag som i de fleste familier er forbundet med en tradition. En tradition som afsluttes med sang om bål, imens en skrigende heks iklædt mærkeligt tøj - flyver fra bålet og direkte til Bloksbjerg. 

Og præcis denne proces kunne man nemt anvende, til DET denne blog omhandler. På bålet med det.

Der en uskreven regel om, at man skal nå at klippe hækken (ligusta, bøge, "gadekryds", mv.) inden Sct hans aften. Og det er jo faktisk en lille stress indikator, idet det ikke passer ind i min kalender, før efter Sct Hans. Når man bor på en hjørnegrund, er det ikke just sådan noget der wupti sker på 1 time.

Men hvad vil naboerne ikke tænke.....

Jeg er igennem min barndom vokset op,  med en stor gentagelse af denne spørgende sætning. Ikke at jeg synes at jeg var et uartigt barn(!), men nok mere forbi, at mine forældre er af den generation, hvor man vitterligt tænkte sådan. I dag tror jeg ikke at nogle af mine unger, nogensinde vil tænke denne tanke (mon det er godt eller skidt???)...

Som et sjovt eksempel kan nævnes, at vækkeuret ofte ringede klokken 07,00 om morgenen, hvor vi ikke skulle op til noget. Sharp 07,00 gik min far ned og rullede vores rullegardin op, så "naboerne ikke skulle tro at vi bare lå og sov tiden væk" - for derefter at gå i seng igen:)

Da jeg mødte min første helt store kærlighed (ja dem har der altså været flere af) og han skulle overnatte, bad min mor ham om at parkerer sin bil en gade væk - for hvad ville naboerne ikke tænke..

Og sådan blev vi opdraget. Dengang synes vi ikke at det var en "mærkelig sætning", idag griner vi lidt af den.

Men de uskrevne regler fylder alligevel meget - i min generation.

Så sent som i dag var jeg med i en heftig diskussion på facebook omkring Nicklas Bendtner og ytringsfrihed. Og lige præcis ytringsfrihed er der et hav af uskrevne regler omkring. Retten til at sige, mene og skrive det man vil, eller....?

Bare tænk på (porøse) emner som Hr. og Fru Dronning, razisme og nasisme og så lige Nicklas Bendtner.......!

Tilbage til hjemmets fire vægge, hvor man sidder pænt når man spiser. Man spiser med lukket mund, uden at smaske og ikke mindst uden at afslutte måltidet med et bøvs. Man prutter ikke. Man ringer straks op til den ældre generation og takker for gaven, præcis 5 minutter efter man har modtaget den.  Man tager tøj på der "passer" til det man skal til. Og så videre og så videre....

Nogle vil kalde det takt og tone eller god opdragelse, men hvornår kapper de uskrevne regler over og  blive til tvanghandlende ritualer?

Rigtig god hæk klipning til alle jer der SKAL nå det inden lørdag. Jeg har valgt at være en "rebel" i år og klipper den sku´ først i næste uge!


NB: TAK til min skønne kusine, for at skubbe til min "rebelske" side.

lykkelig selvransagelse...

"Når man er hovedpersonen i sit eget liv, skal man huske at lytte efter, selv til de små signaler. 

Lever du det liv som du har drømt om? Er du glad når du vågner om morgenen og lykkelig når du går i seng...."

De fleste af os, vil nok tænke BULLSHIT og gu´er jeg da ej - hverdagens små spidsfindigheder gør, at man føler sig brugt, når først mørket falder på og det er ved at være tid til, at lægge sig på langs.

I rigtig mange situationer løber vi rundt for at tilfredsstille andre mennesker end os selv.

Vi tager på arbejde, muligvis 20 minutter før vi skal møde, for lige at være klar. Der er ingen der sætter pris på denne handling og de 20 minutter kan ikke ses på lønsedlen, men kun som et " flueben" i end egen krydsliste (tillært levevilkår). Første stress moment inden klokken overhovedet er blevet tid, til dagens første kop kaffe.

I de sidste mange mange år, tror jeg at det kan tælles som max. 20 gange, hvor jeg har sat mig stille og roligt ned, for at holde frokost pause. Nogle gange (læs oftest) går jeg en hel dag, uden at få vådt eller tørt. Og nej! det er hverken sundt eller godt - man ved det, men vanen er pokkers svær at bryde. Så her kommer advarslen: aftensmaden skal IKKE bestå af koldskål eller andet flydende..... Den skal være MAD og der skal være rigeligt!

Når "klokken" nærmer sig fri, spurter man afsted for at handle ind og hente sit yngel rundt omkring i diverse institutioner, ved familie mv. Når man rammer matriklen, er det i denne situation hvor man i den grad kunne ønske sig, arme som en blæksprutte. Bilen skal tømmes for tasker, indkøb og dem som ikke kan gå. De sure får lov at sidde og køle af.

Og så møder man "ulvetimen". Det er flere timer siden at klokken var 11.00 og at mindstemand fik middagsmad i vuggestuen. Det letteste ville være en flaske og ind i sengen, men konsekvenserne heraf er alt for velkendte. For så er MAN vågen til midnat. Derfor.... igang med madlavningen..

Når man er blevet over 1 år så vil man rigtig meget selv - man vil i hvert tilfælde selv spise. Og selvfølgelig skal dette læres:) Og hvem behøves at tænke på, at man inden arbejdsdagens begyndelse, lige fik støvsuget hele hjemmet, så hvad gør spaghetti m/ kød sovs over det hele....

Når middagen er kommet af bordet og opvaskemaskinen er tændt, er det tid til verdens værste job - madpakke smørring. For vi har da ikke ret mange kræsen pinde her i familien, som der skal tages hensyn til. Og hvor er det bare skønt at stå i madpakker når man lige har sluppet madlavningen:)

Klokken nærmer sig nu efterhånden 19.00 og mindstemand er begyndt at gnide sig meget i øjnene. Et bad, ren ble og så i seng. Herefter er der lektielæsning, diktat øvning og matematik opgaver med en 2. klasses elev. Og så lige tøjvask / læg sammen fra tørretumle tid.

Klokken ca 21.00 rammer man sofaen - kaput. Dagens anden kop kaffe når næsten at blive kold, inden man får den drukket. Energien er på absolut minimum.

Denne dag er kun en ud af mange - derfor er det måske ved at være tid til at sadle om... At blive mere lykkelig og tage sagen i egen hånd. Uddellegerer arbejdsopgaver til store som små. Se sig selv i øjnene og bliv klogere på det spejlbilledet viser.

Øjnene er sjælens spejl og den lyver aldrig.

TID TIL EFTERTANKE - hvor fanden er gyngestolen??

Hvor er det "funny-honey" at have en teenager i huset. 

Nogle dage er det nok ikke betegnelsen sjovt man ville bruge - men håbløst, irriterende, energiforladt, inaktive og det der er værre.....
(og hvor fanden er det gerimax i flydende form, som kan sprøjtes direkte i årene på disse individer????)

MEN det sætter tingene i perspektiv og får os forældre til at tænke tilbage til (for få år siden) hvor vi var unge....

Hvornår var det nu lige at man fik udgangs tilladelse til fester, Storegade, ferie udenfor familien, kærester mv.......

Jeg skal i hvert tilfælde ikke spørge min egen mor, for så er jeg mere strid og opdragende ved vores teenager, end hun mener, at hun var ved mig ( mon hun lider af ekstrem demens?).

Jeg mener ikke selv, at jeg hverken er kontrollerende eller særlig nysgerrig, men jeg er sikker på, at min datter er af en helt anden mening. Jeg vil dog gerne følge med i hendes liv, give hende gode råd , så hun ikke nødvendigvis behøver, at træde i de "fælder" som jeg selv har gjort - og spildt gode år ( inden rynker, pigmentforandringer og blottede tandhalse begyndte at kigge frem). Og alligevel er jeg 100% klar over, at hun selv skal gøre sig sine egne erfaringer.

Og ved nærmere eftertanke kan man vel også godt tillade at spørge sig selv: uden de erfaringer man har været ude i, hvor sad man så idag? Mon ikke både rynker, pigmentforandringer, blottede tandhalse og andre ældningstegn stadig sad der hvor de sidder idag?

Det er nok nærmere drømme tænkning, at man kan gå et helt liv igennem, uden at støde ind i personer, der ikke just vil een det bedste - bevidst eller ubevidst. Men det er nok enhver forældres drøm, at kunne dirigerer sit barn, udenom de værste ardannende "forhindringer".

Ved en simpelt reflektion over ens eget liv, trækkes der alligevel et lille smil om mundvigen. For de bekendskaber som man har stødt ind i, har alligevel været med til at danne små sjove og tankevækkende erindringer.

Jeg fik min første rigtige kæreste da jeg var 14 år. En rigtig sød (læs for sød) fyr, som jeg sårede rigtig meget. (STOR undskyld skal lyde herfra, hvis chancerne skulle være, at du læser denne blog!) Jeg var DUM, uerfaren og gik i panik over, at livet først var startet og du stod der og ville gøre ALT for mig.

Jeg oplevede min totalt første - forgabte - forelskelse som 16 årige. Jeg flyttede sammen med ham som 17 årige. Troede vi skulle giftes og have børn... men endte godt 3 år efter med at smage min "egen gift" - jeg blev i den grad kasseret! Av av av jeg troede jeg skulle dø og at livet brat ville stoppe her.

Og det var først efter dette brud, at jeg opdagede det at gå i byen. Så det gjorde jeg - i den grad! Faktisk tror jeg nok, at jeg forsøgte at drukne min sorger. Men her kan jeg lige tilføje, at det ikke er den mest heldige beslutning jeg har taget i mit liv. Et nyt fænomen som filipenser kom ind i mit liv - også kaldet SPRIT bumser.

Min skønne ( og meget skøre) veninde, som i dag er bosat på "djævleøen" tog i byen torsdag, fredag og lørdag og levede resten af ugen, på spaghetti - for at få råd til næste weekends strabasser. Og det skal her afsløres, at det ikke var postevand vi hældte i os:).

Godt et halv år efter mødte jeg ham, der blev far til 2 af mine børn. I bunden af STOREGADE (læs spritgaden). Jeg forsøgte at score ham en hel aften, men han så absolut ikke til min side - hvilket bare gjorde "operationen" endnu mere spændende. Jeg gaflede ham og vi var sammen i 16 år. Herefter kom betydningen af utroskab ind og overskyggede alt - en skilsmisse var uundgåeligt.

Efter dette stod mit liv lige i "stand by" for en periode. Og så dukkede han op - manden som i den grad har givet mig udfordringer. Manden der ikke giver mig ret, bukker under og som giver mig kamp-til-stregen. Vi har på kort tid, haft mange op og ned ture. Vi har flyttet fra og til hinanden. Vi har grædt og vi har grint. Vi har skændes og diskuteret. Vi er total modsætninger og alligevel meget ens.

Så måske man ikke skal blande sig for meget, når ens teenager skipper "enhver svigermors drøm".

Alligevel kan jeg mere og mere forstå min kære moder, som ofte sagde til mig og min søster, at hun også fik "kæreste sorger" når et forhold gik forbi......

Men erfaringer skaber de individer vi bliver, på godt og ondt:)