TID TIL EFTERTANKE - hvor fanden er gyngestolen??

Hvor er det "funny-honey" at have en teenager i huset. 

Nogle dage er det nok ikke betegnelsen sjovt man ville bruge - men håbløst, irriterende, energiforladt, inaktive og det der er værre.....
(og hvor fanden er det gerimax i flydende form, som kan sprøjtes direkte i årene på disse individer????)

MEN det sætter tingene i perspektiv og får os forældre til at tænke tilbage til (for få år siden) hvor vi var unge....

Hvornår var det nu lige at man fik udgangs tilladelse til fester, Storegade, ferie udenfor familien, kærester mv.......

Jeg skal i hvert tilfælde ikke spørge min egen mor, for så er jeg mere strid og opdragende ved vores teenager, end hun mener, at hun var ved mig ( mon hun lider af ekstrem demens?).

Jeg mener ikke selv, at jeg hverken er kontrollerende eller særlig nysgerrig, men jeg er sikker på, at min datter er af en helt anden mening. Jeg vil dog gerne følge med i hendes liv, give hende gode råd , så hun ikke nødvendigvis behøver, at træde i de "fælder" som jeg selv har gjort - og spildt gode år ( inden rynker, pigmentforandringer og blottede tandhalse begyndte at kigge frem). Og alligevel er jeg 100% klar over, at hun selv skal gøre sig sine egne erfaringer.

Og ved nærmere eftertanke kan man vel også godt tillade at spørge sig selv: uden de erfaringer man har været ude i, hvor sad man så idag? Mon ikke både rynker, pigmentforandringer, blottede tandhalse og andre ældningstegn stadig sad der hvor de sidder idag?

Det er nok nærmere drømme tænkning, at man kan gå et helt liv igennem, uden at støde ind i personer, der ikke just vil een det bedste - bevidst eller ubevidst. Men det er nok enhver forældres drøm, at kunne dirigerer sit barn, udenom de værste ardannende "forhindringer".

Ved en simpelt reflektion over ens eget liv, trækkes der alligevel et lille smil om mundvigen. For de bekendskaber som man har stødt ind i, har alligevel været med til at danne små sjove og tankevækkende erindringer.

Jeg fik min første rigtige kæreste da jeg var 14 år. En rigtig sød (læs for sød) fyr, som jeg sårede rigtig meget. (STOR undskyld skal lyde herfra, hvis chancerne skulle være, at du læser denne blog!) Jeg var DUM, uerfaren og gik i panik over, at livet først var startet og du stod der og ville gøre ALT for mig.

Jeg oplevede min totalt første - forgabte - forelskelse som 16 årige. Jeg flyttede sammen med ham som 17 årige. Troede vi skulle giftes og have børn... men endte godt 3 år efter med at smage min "egen gift" - jeg blev i den grad kasseret! Av av av jeg troede jeg skulle dø og at livet brat ville stoppe her.

Og det var først efter dette brud, at jeg opdagede det at gå i byen. Så det gjorde jeg - i den grad! Faktisk tror jeg nok, at jeg forsøgte at drukne min sorger. Men her kan jeg lige tilføje, at det ikke er den mest heldige beslutning jeg har taget i mit liv. Et nyt fænomen som filipenser kom ind i mit liv - også kaldet SPRIT bumser.

Min skønne ( og meget skøre) veninde, som i dag er bosat på "djævleøen" tog i byen torsdag, fredag og lørdag og levede resten af ugen, på spaghetti - for at få råd til næste weekends strabasser. Og det skal her afsløres, at det ikke var postevand vi hældte i os:).

Godt et halv år efter mødte jeg ham, der blev far til 2 af mine børn. I bunden af STOREGADE (læs spritgaden). Jeg forsøgte at score ham en hel aften, men han så absolut ikke til min side - hvilket bare gjorde "operationen" endnu mere spændende. Jeg gaflede ham og vi var sammen i 16 år. Herefter kom betydningen af utroskab ind og overskyggede alt - en skilsmisse var uundgåeligt.

Efter dette stod mit liv lige i "stand by" for en periode. Og så dukkede han op - manden som i den grad har givet mig udfordringer. Manden der ikke giver mig ret, bukker under og som giver mig kamp-til-stregen. Vi har på kort tid, haft mange op og ned ture. Vi har flyttet fra og til hinanden. Vi har grædt og vi har grint. Vi har skændes og diskuteret. Vi er total modsætninger og alligevel meget ens.

Så måske man ikke skal blande sig for meget, når ens teenager skipper "enhver svigermors drøm".

Alligevel kan jeg mere og mere forstå min kære moder, som ofte sagde til mig og min søster, at hun også fik "kæreste sorger" når et forhold gik forbi......

Men erfaringer skaber de individer vi bliver, på godt og ondt:)