Taget et direkte hovedspring - imod bunden af bunden.
I et "kar" uden beskyttende vand....
Nu er jeg så tilbage.
Dog i en lidt anden "forklædning".
For hvad man ikke dør af, gør dig ..... til en person med et hjerte omkranset af panseret pigtråd.
Du bliver ubarmhjertelig hård og nærmest utilnærmelig.
Livet ses nu lidt mere som sort og hvid. Jeg ved jo om nogen, at ALLE handlinger har en konsekvens. Og at denne konsekvens æder et lille stykke af dit pumpende hjerte....
Idag savner jeg mange flere farvenuancer i min livs-skala, men jeg ved også at man må sætte højre ben foran venstre, for at komme fremad og opad igen. At bunden har høje, glatte kanter og at ting tager tid. Problemer er bare, at jeg er født uden den store tålmodighed og har aldrig været ferm til at klatre...
Den rationelle tankegang vinder hver gang over den følelsesmæssige.
Det er lettere at arbejde sig ud af en krise, end at skulle konfronteres med de utrolig mange følelsesmæssige konsekvenser mit "hovedspring mod bunden" også medførte. Når søvnløsheden kommer snigende og tankespindet bliver for stort, så er jeg også godt klar over, at der er nogle ting, som jeg er nød til at få styr på. Men derfra og til at gøre det, er en handling der kræver mange flere kræfter end at skulle arbejde 18 timer om dagen....
Så selv om jeg idag er gældsfri.
Fysisk er ude af min personlige konkurs og ikke har flere kreditorer...
Ja så smiler jeg stadig ikke helt med øjnene.
Noget indeni blev revet i stykker da jeg valgte at lukke min forretning i 2011. Tvivlen om, hvorvidt jeg traf det rigtige valg, har flere gange roteret i mit hovede. Og jeg tænker tit:
Vil mit hjerte nogensinde pumpe med samme fine røde farve igen?
Vil mit smil nå helt op i øjnene?
Vil verden udenfor få hele farveskalaen tilbage?
Vil mine barikader og mine parader brydes ned?
Og hvem fanden ringer man til, når et pigtråds hegn skal nedtages????
Lotte Sølvtofte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar