....bittefisse af rang.

Nogen gange opfører jeg mig som Lotte, 3 år - rød stue.

Og jeg må blankt indrømme, at det ikke er den charmerende drengeklædte, poptrækkrøllet, træsko pige med stort overbid og mellemrum mellem tænderne jeg taler om.

Nej det er den super hysteriske, ekstrem irreterende møgunge, uden filter og pli, takt & tone mv.

Jeg kan opfører mig som en fandens bitterfisse (undskyld sproget).

Men hvad er det der kan drive een helt derud, hvor man ikke kan kende sig selv?

Hvad er det, der kan få "bægeret" til i den grad "at flyde over"?

Her er det ikke et spørgsmål om at skyde ens opførelse over på en dårlig undskyldning, men et spørgsmål om hvordan man skal behandle hinanden, respekterer hinanden og ikke mindst ens forskelligheder.

Når jeg bliver skuffet og folk ignorerer mig, ja så har min knap 40 års erfaring lært mig, at den korte lunte, til "bitterfissen" stadiet er startet.

Som et klokkeklart eksempel kan nævnes:  Opvågning på ens fødselsdag eller mors dag, hvor ens kæreste hverken siger kuk eller bøh! Kan dagen starte "bedre"?


Som en olm tyr, kan man gå "rundt om den varme grød" og tænke tusinde tanker:

Har han glemt dagen?
Har jeg ikke fortjent at blive "hyldet"?
Har jeg været en dårlig mor?
Er det den rigtige dag?

Pludselig blir hele familien kaldt sammen i sofaen  og en gave, uden afsender, kort eller andet der gør den sådan lidt personlig, bliver trukket frem.

Gaven indeholder en udsalgsvare. En f...... frakke fra efterårskollektionen 2011.
Hallo vi er i 2012 og det er snart sommer.
Er jeg ikke mere værd?
Frakken er flot - den er bare ikke ny.
Og hvor fedt er det lige at få en gave, der allerede er gået af mode?

Og det er her at  Lotte, 3 år, rød stue kommer ind i billedet.
Den hæmningsløse Lotte, som never ever ville egne sig til et slag poker i dette sekund.

Gaven blir lagt væk og jeg forsøger at skabe en "det er okay, men det bliver nok en bytter stemning" så godt som jeg nu er i stand til, på dette tidspunkt hvor skuffelsen er på det højeste.

Jeg ville hellere have haft et kys, et kram og et "tilykke med dagen".

Da dagen er ovre kan jeg konstaterer, at mig og min kæreste (far til mit yngste barn) har vidt forskellige holdninger og forventninger til denne dag.

Forventninger som langt fra blev indfriet. For mit vedkommende.

Livet fortsætter - med en masse forventniger - med en masse håb om, at fremtiden kan blive anderledes.

Men når Lotte, 3 år, rød stue er blevet klar i hovedet igen, så er det store spørgsmål så, hvis "regelsæt" er det rigtige og hvilket skal man leve efter, i den stor sammenbragte familie???